Sjøgrens syndrom
Stoffet Anti-CD20, med handelsnavnet Rituximab, er i tidligere studier fundet effektivt til behandling af leddegigt (reumatoid artrit) og Lupus (SLE). Et mindre studium blev præsenteret med de første data, der tyder på en effekt af stoffet ved Sjøgrens syndrom. I studiet påvistes en positiv effekt på træthed og livskvalitet.
Kilde: Dass S. et al. (UK): Safety an efficacy of Rituximab in Sjögren's syndrome: results of a randomised, placebo controlled trial
Leddegigt
På kongressen kom det også frem, at effekten af to nye biologiske lægemidler nu er dokumenteret i flere kontrollerede undersøgelser: Abatacept, med handelsnavnet Orencia samt tocilizumab, der forventes markedsført fra 2009. Begge stoffer påvirker immunsystemet og hæmmer gigtbetændelsen ved leddegigt. Abatacept, som er på markedet nu, kan anvendes til patienter med utilstrækkelig effekt af TNF-hæmmere i kombinationsbehandling med methotrexat.
Knogleskørhed
Nye behandlingsmetoder ved sammenfald af en ryghvirvel i forbindelse med knogleskørhed (osteoporose) er under afprøvning, senest indføring og oppustning af en ballon i den sammenfaldne hvirvel med efterfølgende indføring af knoglecement, som kan genskabe hvirvelhøjden. De foreløbige undersøgelser dokumenterer effektiv, hurtig smertelindring af nyopståede hvirvelsammenfald ved denne teknik.
Binyrebarkhormon
Behandlingsmulighederne med binyrebarkhormon (steroid, glukokortikoider) er begrænset af risikoen for bivirkninger, som er afhængig af dosis og behandlingsvarighed. Som noget nyt blev der på kongressen præsenteret data, som viser effekt af en meget lille dosis binyrebarkhormon, som kan tåles i langtidsbehandling, når det gives i kombination med visse andre lægemidler, f.eks. et blodfortyndende middel (dipyridamol) og et anti-depressivum (paroxitin). Det er muligt, at denne type undersøgelser af nye kombinationsbehandlinger med lavdosis binyrebarkhormon vil kunne resultere i nye, effektive kombinationspræparater med lav bivirkningsrisiko.








